Voldtægtsforsøg i Risskov
En 23-årig kvinde blev onsdag aften udsat for et voldtægtsforsøg på stien ved Dr. Margrethes Vej.
Onsdag aften ved 20.30-tiden, blev en 23-årig kvinde forsøgt voldtaget, da hun gik ad den sti i Risskov, der går langs med Dr. Margrethes Vej. Da kvinden nåede frem til det sted, hvor Otte Ruds Gade støder på Dr. Margrethes Vej, var det hendes hensigt at gå under vejen ved at benytte gangtunnellen.
Derfor gik hun ned ad trapperne. Halvvejs nede fortrød hun og vendte om - og på vej op ad trapperne kom en mand imod hende. Han tog fat i kvinden, trak hende hen til en mindre skråning ved tunnellen, hvor hun blev smidt på jorden.
Her rykkede han først hendes frakke op med voldsom kraft, så flere knapper blev revet af, hvorefter han rev hendes bluse itu forneden. Manden greb en gren eller lignende fra skovbunden, som han forsøgte at føre mod kvindens underliv.
Den 23-årige gjorde imidlertid megen modstand. Med et velplaceret og hårdt spark direkte i gerningsmanden skridt, fik ham til at holde inde. Herefter lykkedes det den chokerede kvinde at stikke af.