Voldtægt på Skanderborg Festival
En kvinde blev angiveligt voldtaget på årets Skanderborg Festival sidste weekend.
En kvinde var så chokeret efter at være blevet voldtaget på Skanderborg Festival i sidste weekend, at hun ikke kunne overskue at anmelde det. Ad omveje hørte Skanderborg Politi om overgrebet og opsøgte selv kvinden, der indgav en anmeldelse torsdag.
I dag opfordrede politiet eventuelle vidner til at melde sig, hvis de har set noget mistænkeligt under festivalen i "Bodgaden" natten mellem lørdag og søndag ved to tiden. Den 33-årige kvinde har fortalt, at hun blev trukket ind skoven og voldtaget. Gerningsmanden talte et sprog, som hun ikke genkendte.
Manden beskrives som 20-30 år, spinkel af bygning, mørkhåret og iført blå cowboybukser med bælte og en blå t-shirt eller kortærmet skjorte.
Kvinden, der er fra sønderjylland, synes umiddelbart ikke, at han lignede en udlænding, siger politiet.