Voldsomt vejr på vej: Risiko for lokale skybrud
I løbet af eftermiddagen er der risiko for store mængder nedbør inden for kort tid flere steder i det østjyske.
Sommeren er lunefuld i år. Det ene øjeblik er der høj sol og tid til en tur på stranden, og det andet skal man søge dækning for voldsomme regnskyl. Fredag bliver ingen undtagelse.
DMI varsler nemlig om risiko for lokale skybrud, fordi vi får en drilsk vejrsituation med fugtig luft og svag vind.
Læs også
- Hvis det rammer Østjylland, bliver det mellem kl. 14-17. Risikoen er størst i Vestjylland, men det kan ikke udelukkes, at også Silkeborg, Skanderborg og Horsens får lokale skybrud, siger den vagthavende hos DMI, Thyge Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vær opmærksom under skybrud og torden
Et skybrud defineres ved, at der falder mellem 15 og 25 mm regn på blot en halv time.
Hvis der sker, råder DMI borgerne til at være opmærksomme på lavtliggende områder som kældre, vejbaner og viadukter, og der skal køres efter forholdene i trafikken.
Nær din bolig er det en god idé at få tjekket tagrender, nedløbsrør og afløbsriste.
Og fredag er der desuden risiko for tordenvejr, hvilket kan medføre lynbrande og fejl på elektriske systemer. Du skal søge ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer.
- Efter kl. 17 trækker uvejret mere og mere vestpå, og opklaring breder sig østfra, lyder det fra Thyge Rasmussen.