Voldsomt vejr: Frygt for at mand blev ramt af lyn

Tæt på skybrud i Østjylland. Politiet frygtede, at mand var ramt af lyn. Det viste sig ikke at være tilfældet.

Det lynet og tordnet i Østjylland onsdag aften. Foto: Ritzau Scanpix

Opdateret torsdag morgen: Efter undersøgelser af manden på Aarhus Universitetshospital kan det nu afkræftes, at manden var faldet på grund af et lynnedslag. 

Hvis man er bange for bulder og brag, har man haft en ret dårlig onsdag aften.

Der har været lyn og torden i hele Østjylland, og i Silkeborg er der faldet omkring 15 millimeter regn, melder DMI.

De 15 millimeter er dog ikke faldet inden for 30 minutter, så skybrud er det ikke blevet til. 

- Vi har set bygerne bevæge sig op sydfra, og lige nu lægger de i et bælte fra Hanstholm til Djursland, siger vagthavende hos DMI, Henning Gisselø, klokken 22 til TV2 ØSTJYLLAND.  

00:17

Det har ikke skortet på hverken regn eller bulder onsdag aften. Video: Palle Hansen

Luk video

Mand kørt til skadestuen

Ifølge Østjyllands Politi er en 47-årig mand muligvis blevet ramt af et lyn onsdag aften.

- Det er en mand, der er ude at gå en tur i Skejby i Aarhus Nord. Det, vi ved, er, at han falder om, mens det virkelig lyner og brager, siger vagtchef Michael Ørum til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Han er kørt til skadestuen, og vi kender endnu ikke til omfanget af hans skader.

Enkelte steder er kloakdæksler skudt op ad veje, men det hårde vejr har ikke ført til trafikuheld, melder vagtchefen.

Sol og 20 grader

Det kan sent onsdag aften virke svært at tro, men torsdag bliver ifølge DMI en flot dag med solskin og op mod 20 grader.

- Der kommer ikke meget mere regn til Østjylland. Vi har været oppe imod skybrudsintensitet her til aften, men vi har ikke været over, siger vagthavende Henning Gisselø til TV2 ØSTJYLLAND.

Han oplyser, at vi om sommeren har to hovedtyper regnvejr i Danmark. Enten voldsom regn og tordenvejr med masser af vand, eller en silende regn, hvor der kan falde masser af regn spredt ud over en halv dag.