Voldsom brand i stråtækt hus: Hele førstesalen er brændt væk
Fredag eftermiddag gik der ild i stråtaget på et hus nær Saksild øst for Odder. Tre timer senere er hele tagkonstruktionen styrtet sammen
Østjyllands Brandvæsen blev fredag omkring kl. 16.30 kaldt ud til en brand i en hus med stråtag på Tuskærvej nær Saksild øst for Odder. Da brandfolkene nåede frem, var taget allerede omspændt af flammer.
- Der er godt blus på stråtaget, og førstesalen er overtændt. Vi får dog hurtigt kontrol over branden, lyder det fra indsatslederen hos Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Her tre timer senere er brandfolkene så småt ved at være færdige på stedet. De kan konstatere store skader på huset.
- Hele førstesalen er brændt væk, og tagkonstruktionen er styrtet sammen. Etageadskillelsen er dog holdt, så stuen har det efter omstændighederne okay, siger indsatslederen.
Kender ikke årsagen
Og med okay mener han, at der her primært er røgskader – dog i en sådan grad, at ingen får lov til at gå ind.
- Loftsbrædderne giver efter, så det er ikke sikkert at være derinde, siger indsatslederen.
Ifølge ham har beboerne et andet sted at bo. De opholdt sig udenfor, da de opdagede branden og alarmerede straks brandvæsenet.
Hvad der er årsagen til den voldsomme brand, vides endnu ikke. Der er for meget, som er brændt væk, til at indsatslederen kan komme med et bud.
Ingen personer kom noget til under branden.