Voldsom anholdelse

Video på YouTube set af over 80.000

Foto: Grab fra YouTube

En video af en anholdelse i Horsens er blevet lagt ud på YouTube for to dage siden, og er i skrivende stund blevet set 86.297 gange.

På videoen ses en anholdelse fra den 10. juni i Horsens i området ved Strandpromenaden. Her bliver en ung mand under en anholdelse blandt andet skubbet op mod politibilen af en betjent, der også tager fat i den unge mands halsregion og tvinger hovedet bagover.

Videoen har fået blandt andre advokaten Bjørn Elmquist til at reagere.

- Den mandlige betjent virker kolossalt aggressiv. Det er fuldstændig unødvendigt. Jeg mener bestemt, at der er al mulig anledning til at klage over episoden, siger advokat til Metroxpress.

Roser betjentenes indsats

Også flere politikere blander sig i sagen. Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne roser betjentenes indsats.

- Jeg tager hatten af for de to betjentes indsats, for de bevarer roen og taber aldrig overblikket, på trods af, at man kan høre, at der står folk og råber og opfører sig som idioter, siger han ifølge Horsens Folkeblad.

Sydøstjyllands Politi har reageret på den opmærksomhed som videoen af anholdelsens har skabt.

- Sydøstjyllands Politi har vurderet, at det er rigtigst at bede Den uafhængige Politiklagemyndighed vurdere sagen. På den måde er det ikke politikredsen, der vurderer egen indsats og den involverede borger, betjentene og offentligheden kan have tillid til at en uafhængig myndighed vurderer forløbet i sin helhed, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Se videoen af anholdelsen her.