Voldsmand stukket af fra psykiatrisk
Endnu en gang er en patient stukket af fra den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
En 26-årig mand flygtede, formentlig via et vindue, kl 14.00 fra hospitalet. Det er kun knap en måned siden, at fire farlige patienter flygtede fra den lukkede afdeling i Risskov, og nu er det sket igen.
Manden er kendt som voldsmand, og han har tidligere siddet fængslet i Århus Arrest, men blev overført til Psykiatrisk Hospital, fordi han ikke havde det godt. Det var besluttet, at manden skulle tilbage til arresten, men han nåede altså at flygte inden.
- Han er kendt som voldsmand og hvis man ser eller møder ham, skal man ikke prøve at tilbageholde ham - ring i stedet til politiet, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
Den 26-årige er dansk, 175 cm. høj, almindelig af bygning, skaldet og med tatoveringer på begge arme. Han bærer en grå/hvid sweatshirt, grå joggingbukser med sorte striber og er iført hvide Nike sko.
Han flygtede i retning mod vandet. Oplysninger i sagen til Østjyllands Politi på 87 31 14 48 eller 114.