Voldsmand sendte trusselsbrev
Den 44-årige mand der mandag aften overfaldt en socialdirektør, har tidligere truet offentligt ansatte.
Både borgmester Louise Gade (V) og den voldsramte socialdirektør, John Lysholm Jepsen, der mandag blev slået ned i sit eget hjem i Risskov, er tidligere blevet truet af den nu fængslede 44-årige bistandsklient.
- Vi fandt ud af, at den omtalte person har sendt et flere sider langt trusselbrev til borgmesteren, hvori både hun og socialdirektøren bliver truet, fortæller Flemming Knudsen (S), der er rådmand i socialforvaltningen, hvor John Lysholm Jepsen er direktør. Han mødte i dag på arbejde med to blå øjne.
Ifølge Flemming Knudsen har overfaldet i dén grad sendt chokbølger gennem Århus Rådhus.
- Jeg er rystet. Jeg snakkede med min socialdirektør efter overfaldet, og der er ingen tvivl om, at den 44-årige var meget kold og målrettet. Han gik ind i et privat hjem, gik gennem to stuer, inden han overfaldt socialdirektøren, fortæller Flemming Knudsen til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Vi har mere om overfaldet i aftenens udsendelser.
Den 44-årige mand, der meldte sig selv på politistationen tirsdag formiddag, blev i dag fængslet i foreløbig tre uger.