Voldsmand i guldsko

Flækkede øjenbrynet på 18-årig

Foto: Colourbox

Østjyllands Politi leder efter gerningsmanden til et tilsyneladende umotiveret overfald på en 18-årig mand på åben gade i Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi blev den 18-årige tidligt torsdag morgen ramt af et knytnæveslag i ansigtet på Nørrebrogade nær Aarhus Midtby.

Den 18-årige mand flækkede det ene øjenbryn. Bagefter flygtede gerningsmanden fra stedet. Overfaldsmanden var iført et sort jakkesæt, en hvid skjorte med butterfly samt guldsko.

Det er torsdag middag endnu ikke lykkedes for politiet at finde gerningsmanden. Det er uvist, hvorfor han slog på den 18-årige.

- Vi kender ikke årsagen til, hvorfor den 18-årige blev slået. Det er tilsyneladende umotiveret, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Overfaldet blev anmeldt til politiet kl. 04.18.

Gerningsmanden til overfaldet er mellem 15 og 20 år gammel. Han er spinkel af bygning og har brunt hår, som er tætklippet i siderne.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.