Voldelige 14-årige lukker Gellerup-klubber
280 børn og unge i Gellerup har mistet deres fritidstilbud, som er lukket på grund af vold.
To voldelige 14-årige drenge er årsagen til at Klubberne i Gellerup er lukket på ubestemt tid.
Det betyder, at 280 børn og unge i alderen 10-18 år har mistet deres fritidstilbud, skriver Århus Stiftstidende.
De to drenge er fra Gellerupparken. Deres vold er gået ud over adskillige børn, som opholdt sig i Gellerup og på en pædagogisk ledet legeplads i nærheden. Flere børn har mærker efter halsgreb og slag, og de voksne har ikke været i stand til at beskytte dem, fordi de ellers selv ville komme til skade.
- det her er meget usædvanligt. Aldrig før har jeg skullet lukke klubberne af hensyn til børnenes og medarbejdernes sikkerhed, fortæller den mangeårige leder af klubberne i Gellerup, Anders Glahn.
Chefen for socialcenter Vest, Gitte Krogh siger, at de sociale medarbejdere har prøvet meget overfor de to drenge og nu har fundet løsninger, så de ikke længere kan overfalde og genere jævnaldrene.
Hun håber, at det kan betyde, at Klubberne i Gellerup snart åbner igen. De har været lukket siden onsdag i sidste uge.