Vold mod kontrollør
En 22-årig mand blev natten til torsdag anholdt for vold mod en kontrollør under kampen mellem Aarhus Fremad og Vejle.
Det kan ikke have været resultatet af kampen Aarhus Fremad og Vejle, der fik en 22-årig mand til at overfalde en kontrollør torsdag aften.
Manden er tidligere kendt for ballade flere steder, blandt andet på NRGi-Park i Århus og på Essex Park i Randers. Derfor ville kontrolløren ikke lukke ham ind, og det kvitterede den unge mand for ved at uddele slag og spark.
- Han har en del i "sparebøssen". Han stak af i går efter tumulten, og vi eftersøgte ham. Klokken lidt i to lykkedes det os så at anholde ham, fortæller politiinspektør Morten Anker Jensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 22 årige fremstilles i Byretten i Århus i dag klokken 13.30.