Vold i nattelivet: 23-årig slog mand på halsen med vinglas

En uoverensstemmelse udviklede sig til vold i Aarhus natten til søndag

Foto: Claus Torp / Colourbox

En uoverensstemmelse i det aarhusianske natteliv tog natten til søndag en grim drejning, da en episode udviklede sig i en sådan grad, at en 23-årig mand, der holdte et vinglas i sin højre hånd, slog en 20-årig mand med glasset.

Glasset ramte den 20-årige på halsen, hvorefter det gik i stykker. 

Læs også Sygeplejerske: Jeg vil ikke kunne sendes rundt i hele regionen

- Vi kender ikke motivet bag episoden, men det er sket i bylivet, så der er nok tale om en uoverensstemmelse, hvor der har været alkohol involveret, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Bo Christensen.

Blev behandlet på skadestuen

Den 20-årige mand blev efter episoden kørt på skadestuen, hvor han blev behandlet for sine skader. Politiet oplyser, at manden ikke er kommet alvorligt til skade ved slaget.

- Det er ikke nogen alvorlige skader, siger Bo Christensen. 

Episoden skete på Åboulevarden i Aarhus. Foto: Google Maps

Sigtet for kvalificeret vold

Den 23-årige mand, der slog den 20-årige med vinglasset, blev anholdt efter episoden. Han er nu blevet løsladt af politiet.

- Han er blevet sigtet for kvalificeret vold, siger Bo Christensen.

Læs også Initiativrige østjyder planlægger sti til 800.000 kroner

Episoden fandt sted ved Åboulevarden i Aarhus klokken 4.45 natten til søndag.