Voksne drikker sig fulde i legeland

Gæst i Randers Legeland er oprørt over, at polterabend-deltagere får lov at drikke sig fulde samme sted, som familier kommer for at lege.

Henrik Bak og hans kæreste besøgte i weekenden legelandet i det nordlige Randers sammen med kærestens to børn.

For den lille familie blev morskaben dog overskygget af et hold polterabend-gæster, der drak øl og Bacardi Breezers i legelandets kantine blandt de gæstende familier.

- Jeg bliver forarget med det samme. Det er et familiested, hvor jeg ikke kan se, det kan være meningen, at der drikkes alkohol, fortæller Henrik Bak til Randers Amtsavis.

Henrik Bak henvendte sig til den 18-20-årige pige, der tilsyneladende havde ansvaret for legelandet den dag. Her fik han angiveligt at vide, at der ikke var noget i vejen for, at selskabet drak alkohol og festede i Randers Legeland.

Hos Randers Legeland er man meget ærgerlig over Henrik Baks opfattelse af, hvad der er foregået lørdag.

- Vi har holdt polterabend-arrangementer her igennem tre år efterhånden. I hele sommerperioden har vi typisk fem-seks polterabend-selskaber hver lørdag. Vi har aldrig haft problemer med det før, forklarer medejer Rune Haugset til Randers Amtsavis.

Ifølge Henrik Bak blev der på et tidspunkt langet en kasse øl over disken til de festende gæster. Dette afvises dog af Randers Legeland.

- Vi har slet ikke så mange øl her, at vi kan sælge af dem. Vi har kun til eget brug, siger han til avisen.