Vogtet demokratiet i 40 år
80-årig østjyde arbejder som valgformand
Valgdagen i morgen er en helt særlig dag for 80-årige Bernt Nielsen.
I snart 40 år har han været valgformand ved alle kommunal- og folketingsvalg i den lille by Gassum.
- Vi har altid en høj stemmeprocent i Gassum. Her er indbyggerne klar over, at de skal i stemmeboksen for at bidrage til at bevare demokratiet, siger Bernt Nielsen i en pressemeddelelse fra Randers Kommune.
Som valgformand er det Bernt Nielsens opgave at sørge for, at alt går rigtigt for sig på valgstedet og tælle stemmerne op, som skal afleveres på Rådhuset i Randers samme aften.
Første gang han var valgformand var i 1974. Han blev spurgt, om han ville påtage sig opgaven, og det kunne han ikke sige nej til.
- Det har gennem alle årene været spændende at være med på valgdagene. Der er en helt speciel stemning på valgstedet, og alle folk er glade og i godt humør, når de kommer og skal sætte deres kryds, siger Bernt Nielsen.
Det kan være en hektisk opgave at være valgformand. Forud for valget har Bernt Nielsen haft travlt med at indhente brevstemmer på de omkringliggende plejehjem.
Efter næsten 40 år har travlheden dog langt fra afskrækket ham:
- Hvis helbredet er til det, vil jeg gerne fortsætte som valgformand det næste par valg. Det er en spændende og samfundsmæssig betydningsfuld opgave, som jeg gerne vil bidrage til, siger Bernt Nielsen.