VM i motocross til Randers

Randers Motor Sport skal være med til at afvikle VM i motocross næste år.

Danmark har fået en VM serie i motocross til landet næste år. Den 26. august afvikler Danmarks Motor Union (DMU) i samarbejde med motocrossklubben Randers Motor Sport (RMS) VM i klassen MX3 på Brusgaard-banen ved Randers.

DMU håber man, at begivenheden kan være med til at udvikle sporten i Danmark.

- Det er fantastisk dejligt, at det lykkedes, og at DMU og Randers går ind i så stort projekt som VM er. Jeg forventer, at arrangementet vil blive en murbrækker for dansk motocross, og at der kommer øget international MX-fokus på Danmark. Det sidste kan få stor betydning for danske talenter, der vil få nemmere adgang til at komme ind i internationale teams, siger MX-landstræner, Bjarne Sjøholm.

I Danmarks Motor Union er der stolthed over, at man har fået overbevist de internationale rettighedshavere om, at man er i stand til at løfte arrangementet.

- Det har været i skarp international konkurrence, vi har forsøgt at få et VM-løb til Danmark. Men det er lykkedes os at få overbevist den internationale motorcykel union og promotor Youthstream om, at vi er i stand til at løfte et sådant arrangement, siger DMU's formand, Henrik Nørgaard.

Ud over VM-afdelingen vil der sideløbende bliver kørt EM for boblerklasserne MX2 og 85 cc. VM-serien afvikles over 12-14 løbsweekender. /ritzau/