VM-drenge til NRGi Arena

Håndboldherrernes næste hjemmebanekamp bliver i Aarhus

Onsdag aften går det løs med vind-eller-forsvind-kampene for de danske håndboldherrer ved VM i Qatar. Men allerede i maj skal landsholdet fokusere på næste store turnering, EM i 2016.

Det første store slag i bestræbelserne på at komme til EM kommer til at finde sted i det østjyske.

Lørdag den 2. maj møder de danske herrer nemlig Hviderusland i EM-kvalifikationen i NRGi Arena i Aarhus, og det er en kamp, der bliver set frem til på rådhuset.

- Herrelandsholdet har endnu engang taget Danmark med storm. Det glæder mig, at Aarhus danner rammerne om første hjemmebanekamp efter VM. Jeg er sikker på, at publikum i Aarhus vil sørge for en fantastisk håndboldfest, der vil være VM-succesen værdig, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R).

Danmark ligger efter to kampe nummer et i EM-kvalifikationspuljen, hvorfra de to bedst placerede hold kvalificerer sig til EM i Polen i januar 2016.