VM-bronze til Joachim B. Olsen

Århusianske Joachim B. Olsen sikrede sig i dag karrierens hidtil bedste resultat med VM-bronze.

Joachim B. Olsen er tilbage i verdenseliten. Den danske kuglestøder, der til daglig smider med metal i Århus 1900, vandt søndag bronze ved VM i indendørs atletik i Budapest med et stød på 20,99 meter. 

Danskeren vandt sølv ved EM både udendørs og indendørs i 2002, men en bronzemedalje bag amerikanerne Christian Cantwell og Reese Hoffa må betegnes som hans hidtil bedste resultat.

Glemt er dermed sidste sæsons skadeshelvede, som blandt andet tvang ham til at melde fra til finalen ved sommerens VM i Paris.

At han lørdag kun med nød og næppe klarede sig igennem til søndagens finale er også glemt. Nu har den 26-årige dansker kørt sig i stilling blandt bejlerne til OL-medaljer i Athen til august.

Joachim B. Olsen var kun otte centimeter bag Reese Hoffas sølvmedalje, der blev til ved hjælp af en personlig rekord, men der var 50 centimeter op til Christian Cantwells VM-titel - en titel Joachim B. Olsen så rigeligt havde taget, hvis han havde tangeret den danske rekord på 21,63 meter, som han satte i Talinn for kun to uger siden.

Danskeren lagde ud med at lægge sig på tredjepladsen med 20,27 meter i sit første forsøg. Han stødte 20,95 i andet forsøg, hvor Christian Cantwell samtidig stødte sine suveræne 21,49.

Men mens de to amerikanere derefter kun stødte kortere, forbedrede danskeren sig til 20,99 meter i sit fjerde forsøg. Han stødte konstant og konsekvent over 20 meter i samtlige sine seks forsøg.