VM-brag kostede hørelsen
Randers-bokseren Anita Christensen fik sprængt den ene trommehinde og ridset den anden.
Da gongongen lød efter 10. omgang, stoppede den professionelle bantamvægter Anita Christensen et øjeblik op - desorienteret og med dybe rynker i sin vaselineglinsende pande.
Af alle tilstedeværende vidner til den professionelle boksegalla i Scandinavian Congress Center i Århus var Anita Christensen nemlig den ene eneste, der ikke kunne høre det massive pausesignal i slutningen af den dobbelte VM-kamp.
Hendes hørelse var for en stund væk. Forsvundet på grund af en sprængt trommehinde på det ene øre og en ridse på det andet øres trommehinde.
Alt for tydelige beviser på den herredyst af en kvindekamp, som Anita Christensen var igennem lørdag aften, inden hun kunne iklæde sig VM-bælterne fra forbundene WIBA og WIBF.
- Jeg var helt rundt på gulvet og forstod ikke, hvad der skete, for jeg kunne simpelthen ikke høre en pind, sagde Anita Christensen søndag efter en god nats søvn.