VK: Drop stormoské
Truer med at trække sig fra aftale
Venstre og de konservative i Aarhus Byråd truer nu med at trække støtten til det store byomdannelsesprojekt i Gellerup, hvis ikke planerne om en stormoské droppes.
Den såkaldte helhedsplan for Gellerupparken rummer investeringer for i alt 1 milliard kroner.
Hvis Aarhus Kommune vælger at sælge en byggegrund i området til en stormoské, trækker Venstre og de konservative deres støtte. Det oplyser de i en fælles meddelelse.
Ifølge meddelelsen arbejder Venstre og de konservative for at skabe en attraktiv bydel, hvor ghettopræget forsvinder. En stormoské i Gellerup går imod disse ønsker.
- Fra de første møder om Helhedsplanen i 2007 gjorde vi det klart, at vi ikke kunne se os selv i det fortsatte arbejde med Helhedsplanen, såfremt en stormoské blev placeret i Gellerupparken, skriver Venstres politiske ordfører, Gert Bjerregaard, og de konservatives leder, Marc Perera Christensen, i en fælles meddelelse.
- En stormoske strider efter vores overbevisning mod de principper, der er grundlaget for helhedsplanen samt de effekter, der ønskes opnået.
De to partier kræver, at det bliver skrevet ind i helhedsplanen, at der ikke skal placeres en stormoské i området. Hvis det ikke sker, trækker de deres støtte til projektet.