Viste vej ved banegården og fik stjålet sin pung
En mand spurgte en 69-årige kvinde om vej til et busstoppested og stjal hendes pung
En 69-årig kvinde fik stjålet sin pung, da hun forsøgte at være venlig og vise en mand vej til et busstoppested. Manden havde stoppet kvinden for at spørge hende, hvor busstoppestedet lå. Kvinden pegede i den retning, manden skulle gå og havde derfor sit fokus rettet væk fra sin taske, der lå i cykelkurven.
Læs også
Da manden forsvandt, kunne kvinden straks konstatere, at hendes pung var forsvundet fra tasken i kurven.
- Det er lidt en kendt procedure ved de her tricktyverier, gerningsmanden afleder opmærksomheden, og så opdager den forurettede først bagefter, at noget er væk, siger politiassistent ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen til tv2oj.dk.
I pungen lå kvindens kørekort, sygesikring, dankort og nogle kontanter.
Manden talte engelsk
Manden beskrives som værende 35-40 år gammel, 170 centimeter høj, mørkt karseklippet hår, han havde et rundt ansigt og talte gebrokkent engelsk. Han var iført mørkeblå trøje og jeans.
Læs også
Tyveriet fandt sted klokken 16.40 tirsdag eftermiddag.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.