Vision for Gellerup: Ny kunsthal skal være samlingssted
Den gamle sportshal i Gellerup skal rives ned, men ikke hvis det står til Nikolaj Sørensen. Han vil i stedet bygge den om til en stor kunsthal
Lige midt i Gellerup ligger Nordgårdshallen. En grå betonbygning, der engang blev brugt som sportshal, men nu er nedlagt og skal rives ned.
I Gellerup bor der dog en visionær mand ved navn Nikolaj Sørensen, der vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at den gamle hal består.
Læs også
- Jeg tror, det er synd, hvis man tænker ti år frem. Det er en god idé at bevare noget oprindeligt, som giver området karakter, siger Nikolaj Sørensen fra Gellerup til TV2 ØSTJYLLAND.
I stedet har Nikolaj Sørensen udarbejdet idéen om en kunsthal i Gellerup. Den skal være med til at trække aarhusianere og øvrige østjyder til området.
Læs også
- Med en kunsthal, så får en familie fra Randers eller Silkeborg, som går lidt op i kundstudstillinger og gerne vil give deres børn en oplevelse, en grund til at besøge Gellerup. De går en tur i området, vil måske også gerne besøge Bazar Vest eller en tur hen til Brabrand Søen. Og på den måde danner de sig et indtryk af et området, som de har hørt om mange gange i medierne. Og det tror jeg kun er sundt, siger Nikolaj Sørensen, der er projektleder for Gellerup Kunsthal.
Store visioner
Visionen er, at Gellerup Kunsthal skal være en kulturinstitution, der udover udstillinger også tilbyder koncerter, billedskole for børn, spisested, kaffebar og meget mere.
Tanken er, at især spisestedet og kaffebaren vil gøre kunsthallen til et samlingssted for de omkring 45.000 aarhusianere i Åbyhøj Vest, Hasle, Brabrand og Gellerup/Toveshøj, som bor tættere på Gellerup Kunsthal end på midtbyens lignende tilbud.
Det er Aarhus Kommune, der ejer hallen og jorden, og det er deres plan, at hallen skal fjernes og jorden sælges. Derfor har Nikolaj sat sig godt ind i, hvor mange byrådsmedlemmer, han skal overtale, hvis hans idé skal føres ud i livet.
- 16. Jeg skal kunne tælle til 16, siger han.
Du kan se mere i videoen øverst i artiklen eller læse mere om Gellerup Kunsthal her.