Virksomheder i søgelyset hos SKAT
Mange virksomheder i byggebranchen har hængepartier, når det gælder udenlandsk arbejdskraft, siger SKAT i Randers.
Skattecenter Randers meddeler, at man har konstateret flere uregelmæssigheder hos virksomheder i byggebranchen som følge af halvanden måneds indsats med målrettede kontroller.
Resultaterne af kontrollerne viser ifølge SKAT endnu engang, at mange virksomheder enten ikke har kendskab til reglerne omkring ansættelse af udenlandsk arbejdskraft, eller også omgår de reglerne for at få billig arbejdskraft.
- På byggepladserne møder vi ofte udenlandske arbejdere, som reelt arbejder illegalt i Danmark. Den danske virksomhed fortæller, at de skal oprette et firma i deres eget land, så de kan arbejde som underentreprenører for ham i Danmark, siger fuldmægtig Bjarne Jørgensen og fortsætter:
- Det er dog ikke så enkelt. Hovedreglen er, at de egentlig skal være ansatte i den danske virksomhed på danske vilkår, danske lønninger, betale dansk skat og medarbejderen fra udlandet skal have et registreringsbevis.
Skattecenter Randers har ved denne fairplay kampagne besøgt seks meget forskellige virksomheder, og her stødte de på adskillige udlændinge, hvor forholdene bestemt ikke var i orden.
Der vil nu blive foretaget opfølgende kontrol, så man kan sikre sig, at reglerne bliver overholdt som bebudet. Allerede nu ser det dog ud til, at flere af sagerne fra Skattecenter Randers kommer til at betyde efterbetalinger af moms og skat og eventuelt bødeforlæg til de pågældende virksomheder.