Familievirksomhed har knækket koden: Sælger robotlåse til ind- og udland

Danalock i den lille by Harlev uden for Aarhus sælger nu robotlåse til lande i hele verden, men det får dem ikke til at flygte til udlandet

Far Henning Overgaard og søn Hans Overgaard har en patenteret robotlås, som de sælger til ind- og udland fra butikken i Harlev. Foto: Privat

Den østjyske familievirksomhed Danalock har fundet nøglen til succes. De står bag robotlåse, hvor det via mobilen er muligt at låse og åbne for døre. En opfindelse, som i dag er mange penge værd.

- Hvis jeg skal sige det på godt jysk, så klager vi ikke, siger Hans Overgaard, der er direktør hos Danalock.

Det har været vigtigt for os at holde det lokalt. Vi nyder, at vi har vores butik her i nogle lokaler, som har stået tomme i mange år.

Hans Overgaard, direktør, Danalock

Selvom der er finansiering fra det store Silicon Valley og andre udenlandske investorer, så holder virksomheden stadig til i Harlev. Her stempler 25 ansatte hver dag ind for at udvikle hardware og software samt sælge robotlåsene til ind- og udland.

- Det har været vigtigt for os at holde det lokalt. Vi nyder, at vi har vores butik her i nogle lokaler, som har stået tomme i mange år i en by som Harlev, siger Hans Overgaard og fortsætter:

- Her kan godt ligge en heftig ingeniørvirksomhed, selvom byen er lille.

Fra kælder til internationalt kendte

Det er Hans Overgaards far, Henning Overgaard, der har udviklet robotlåsen, som i dag er beskyttet af et patent. Både far og søn var for ti år siden ansat indenfor bygningsautomatik, men da byggebranchen gik i stå, satte de sig ned for at finde på noget nyt.

Læs også Talsmand om lukning af friskole: - Situationen har været vemodig

De opfandt robotlåsen og sælger i dag til lande som Tyskland, Australien, Japan, Canada, USA og Spanien. Det er ifølge direktøren ganske specielt.

- Noget, vi lavede i vores kælder for 10 år siden, sidder nogen af verdens største selskaber lige nu og synes er fedt, siger Hans Overgaard.

Det var fantastisk og en kæmpe forløsning.

Hans Overgaard, direktør, Danalock

Et af de største øjeblikke for manden bag robotlåsene var, da verdens største låseproducent Salto Systems købte halvdelen af forretningen for et år siden.

- Der fik vi et lille glas den aften. Det var fantastisk og en kæmpe forløsning. Og når der så kommer nogen og siger, at det skal vi bare blive ved med – det er kanon fedt, siger Hans Overgaard.

Læs også Ferrari fragtes rundt på trailer: - Det er for at opretholde det lave kilometertal

Danalock arbejder lige nu i et samarbejde med Amazon med en pakkeløsning, hvor postbuddet fremover kan lukkes ind og stille varerne inden for døren i stedet for udenfor eller i pakkeboksen.

01:58

VIDEO: Der er også andre østjyske virksomheder, som har knækket koden til stor succes i sommervarmen. Se indslaget fra 25. juli 2018.

Luk video