Virksomhed har ansat autister: - Det er en god forretning

Proshop har taget flere autister ind i virksomheden, og det skaber gode resultater. Både socialt – og på bundlinjen

02:09

VIDEO: Proshop i Højbjerg har i øjeblikket fire autister ansat.

- Sort på hvidt, så er det en god forretning for Proshop at tage de her lidt anderledes typer af medarbejdere ind i vores medarbejderstab.

Sådan lyder det fra direktøren for Proshop, Ivan Jæger Christensen. Virksomheden, som ligger i Højbjerg, har i øjeblikket fire autister ansat. En af dem, er 23-årige Lucas Rasmussen fra Aarhus, der har Aspergers syndrom.

- Det, jeg har sværest ved, det er nok at være social blandt mennesker, jeg ikke kender, siger Lucas Rasmussen.

Men hos Proshop i Højbjerg har han fundet sin rette plads. 

Læs også Autistiske Patrick bryder tabuet: Vil bare gerne forstås

- Hvis jeg ikke havde fundet det her, så ved jeg ikke, hvad jeg havde lavet nu, siger Lucas Rasmussen.

Efter en praktikperiode har han fået fast arbejde på lige fod med alle de andre ansatte.

- Så snart jeg falder til og begynder at kende folk, så fik jeg det bare godt herude, siger Lucas Rasmussen.

Flere ansatte har diagnoser

Den aarhusianske virksomhed sælger over 130.000 forskellige varer over internettet. Fra haveredskaber til legetøj. 

- Jeg er sat i verden for at skabe de bedste resultater for den her forretning, og det ved jeg, at jeg blandt andet gør ved hjælp af sådan en som Lucas, siger Ivan Jæger Christensen, der er direktør i Proshop.

Læs også Landsformand og minister vil have flere autister i arbejde

Virksomheden har 140 ansatte. Flere af dem har diagnoser.

- 10 procent af de medarbejdere, vi har, de vil ikke være inde på arbejdsmarkedet, hvis ikke vi gav dem chancen, siger Ivan Jæger Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det handler ikke kun om socialt ansvar. Men også om at tjene penge. 

Lucas Rasmussen arbejder med at lægge nye varer ind i Proshops netbutik.

- Man kan fejle det ene og det andet, man kan have alle mulige slags nationaliteter. Men i bund og grund er det vigtigste, at man formår at udføre en eller anden given opgave, siger Ivan Jæger Christensen.

Ud over Lucas Rasmussen, har Proshop tre andre autister ansat. Autisterne kommer fra AspIT, som hjælper autister ud på arbejdsmarkedet. 

Læs også SFO stod i flammer: Nu samler Camilla legetøj i hele byen

- Det er jo en rigtig fantastisk historie, at fire unge mennesker har fået en mulighed for at få en beskæftigelse frem for at henslæbe deres liv på en sofa, siger Ole Bay Jensen, der er uddannelseschef i AspIT.

AspIT får omkring 80 procent af de unge i arbejde, og både dem og Proshop opfordrer dem og andre virksomheder til at gå samme vej.

- Det er faktisk mit lille opråb til det danske erhvervsliv at tage det samme sociale ansvar. Der er et menneskeligt perspektiv i det, og fordi der er penge i det, siger Ivan Jæger Christensen.