Virklund-ulykke bliver anket

Dommen mod den 19-årige lastbilchauffør fra Løsning skal nu prøves i Vestre Landsret.

For nylig blev en 19-årig mand dømt for uagtsomt at være skyld i ni personers død, da han - i en stor sættevogn - kørte ind i en bus fra Plejecenter Virklund i Silkeborg.

Alle ni i bussen, to plejere og syv beboere, døde ved ulykken.

Dommen lød på en samlet bøde på 5000 kroner, samt forbud til chaufføren mod at køre, indtil han igen består en køreprøve.

Nu har Statsadvokaten for Viborg valgt at anke straffens størrelse.

Chaufføren har 14 dage til at afgøre, om han vil indgive en såkaldt kontraanke. Det kan medføre, at også selve skyldsspørgsmålet skal vurderes i Vestre Landsret.