Vinterhal reddes formentlig
Amatørklubber i Århus er gået sammen om at redde den konkursramte MCT-hal i Viby
En gruppe amatørklubber i Århus er nu gået sammen om at redde den konkursramte vinterhal i Viby, MCT-hallen. Det skriver Århus Stiftstidende i dag.
Hallen gik konkurs for to år siden, og afgørelsen om dens videre skæbne sker i disse dage. Ifølge Århus Stiftstidende har otte århusianske fodboldklubber foreløbig har givet tilsagn om at skyde 30.000 kr. ind i et almennyttigt selskab, som skal stå for hallens drift på omkring 300.000 kr. årligt. Formanden for Århus Fodbold Forum, Leif Gjørtz Christensen, siger, at flere er på vej.
- Opgaven består i at redde hallen til gavn for århusiansk fodbold. Det er også særdeles spændende med et samarbejde på tværs af klubberne, hvor der virkelig er noget at udrette i fællesskab, siger Leif Gjørtz Christensen til Århus Stiftstidende.