Vinter kan ødelægge drøm
Danmarks første citrusplantage i fare
Det har været en hård og lang vinter. Og netop det kan sætte en stopper for drømmen om Danmarks første citrusplantage.
Bent Sundgaard er landmand på Tunø. Sidste år plantede han 25 kumquats i jorden - som er små citrusfrugter - i håb om, at de ville kunne klare sig i det østjyske klima. Frugten, som også kaldes en dværgcitron, skulle eftersigende kunne overleve i vores klima.
Men den lange vinter kan nu bremse den drøm.
- Vi har haft en lang vinter - betydeligt længere, end vi havde regnet med - så citrusplanterne er ikke begyndt at sætte knopper endnu, siger Bent Sundgaard til P4 Østjylland.
Godt klima
Det er Tunøs klima, der har plantet drømmen i ham. Der er højere temperaturer, flere solskinstimer og mere lys. Og med håbet om at lave den første plantage, vil han sælge frugterne til restauranter som en specialitet. Og skulle det glippe med de små citroner, så giver han ikke op.
- Man skal ikke give op efter et år eller to. Så er man ikke iværksætter, siger Bent Sundgaard, der også er formand for Tunøs Erhvervsforening, til P4 Østjylland.