Vinfirma bidrager til søområde
Et stort australsk vinfirma vil sammen med amtet og Århus Kommune skabe et nyt stort naturområde.
Engene i Egådalen nord for Århus skal omdannes til en ny stor sø.
Søen kommer til at fylde et område, der svarer til 300 fodboldbaner, og pengene til projektet, cirka 17 millioner kroner, kommer fra Vandmiljøplan II. Derudover får søen sponsorstøtte fra et australske vinfirma.
Selvom vinfirmaer mest støtter sport og kultur, så tror chefen for vinfirmaet Banrock Station på, at det lønner sig at støtte natur.
- Vi har i årevis støttet naturprojekter i en række af de 50 lande, som vi sælger vin til, og flere andre vinfirmaer er slået ind på samme kurs, siger Tony Sharley.
Århus Kommune og Århus Amt satser på, at andre private sponsorer følger efter og sponsorerer bænke, cykelstier og broer ved den nye sø. /ritzau/