Vindmøllepark skal udvides
Århus Amt vil udvide en omstridt vindmøllepark ved Overgaard Gods nord for Randers.
Århus Amt har netop offentliggjort et forslag om at udvide en vindmøllepark øst for Overgaard Gods.
Den nuværende vindmøllepark består af 20 vindmøller med en højde på 100 meter. Forslaget åbner mulighed for yderligere 10 møller med en højde på 127 meter.
Da den nuværende vindmøllepark blev oprettet for godt fire år siden, kom det nærmest til korporlige sammenstød mellem de lokale beboere og de folk, der skulle sætte vindmøllerne op. Beboerne var stærkt utilfredse med udsigten til at skulle være naboer til de 20 vindmøller, men deres modstand hjalp dog ikke - vindmøllerne blev sat op.
Det er uvist, hvordan de lokale beboere forholder sig til amtets planer om at udvide vindmølleparken.