Vindmøllebranchen afblæser jobkrise
Vestas med hovedsæde i Randers og resten af den danske vindmøllebranche afviser varsler om en stor tilbagegang.
Den danske eksport af vindmøller blev i 2009, som var det værste kriseår i årtier, på niveau med året før.
Til branchens egen store overraskelse maner industrien dermed alle varsler om en stor tilbagegang sidste år i jorden. Det viser dugfriske tal fra Vindmølleindustriens branchestatistik, der dækker hovedparten af den danske vindindustri, skriver dagbladet Børsen.
- 2009 blev et langt bedre år end ventet og tallene viser, at vindmøllebranchen er blevet en meget stor bidragsyder til samfundsøkonomien, siger Jan Hylleberg, direktør for Vindmølleindustrien.
Eksporten lå i 2009 med 41,7 mia. kr. stort set stabilt sammenlignet med 42 mia. kr. i 2008, der på næsten alle områder viste sig at være det bedste år for vindindustrien herhjemme som i udlandet.Vindmølleindustrien varsler derfor nye positive forventninger for 2010 på baggrund af de overraskende tal.
Jan Hylleberg forudser, at mange af de over 4000 medarbejdere, der i 2009 blev fyret, igen kan komme i job.
- Vi venter, at op til 2000 nye bliver ansat i vindindustrien i år, og det er mere, end vi ventede for bare et par måneder siden, siger han.
I begyndelsen af året spåede Vindmølleindustrien, at den samlede branche i 2010 ville ansætte 1000 nye medarbejdere.Hos SEB Enskilda er analytiker Daniel Patterson ikke helt sikker på, at det vil lykkedes at genansætte så mange medarbejdere på så kort tid.
- En meget stor del af afskedigelserne er sket som følge af nedlukning af fabrikker. LM Glasfiber har fyret nærved 1600 medarbejdere, fordi produktion er flyttet til Kina og Polen, og de arbejdspladser er væk, siger analytikeren.
Desuden har Vestas fastslået, at der ikke bygges nye danske fabrikker. Det har topchef Ditlev Engel slået fast over for dagbladet Børsen.
Kilde: Dagbladet Børsen