Vinderen af festuge-konkurrence er fundet
Anne-Mette Grube fra det nordlige Århus inviterer naboer til intim koncert og gourmetmiddag i sit eget hjem.
I de seneste uger har brugerne af tv2oj.dk haft mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor vinderen får besøg af det berømte århusianske kor Vocal Line.
I forbindelse med koncerten bliver der også disket op med en eksklusiv middag fra den århusianske gourmetcafé Mefisto.
For at deltage i Århus Festuges og TV 2 | ØSTJYLLAND's fælles konkurrence skulle deltagerne give en begrundelse for, hvorfor man gerne ville have besøg af Vocal Line.
Vinderen er netop fundet, og valget faldt på Anne-Mette Grube fra Brendstrupvej i det nordlige Århus.
I sin begrundelse skriver hun blandt andet:
- Nu er festugetemaet "naboer", så jeg synes, jeg, min mand og vores søde genboer fortjener en god oplevelse.
Ifølge Anne-Mette Grube har hendes genboer hjulpet hende meget i løbet af de 10 år, hun og hendes mand har boet på vejen. Derfor mener hun, at de fortjener en tak for hjælpen.
Vocal Line besøger Anne-Mette Grube på tirsdag i næste uge.
Læs mere om Århus Festuges og TV 2 | ØSTJYLLAND's fælles konkurrence