Vinder 18 mio. i Lotto
Indkasserer årets hidtil største gevinst
18.202.134 kølige danske kroner.
Så meget kan en lykkelig Lotto-spiller nu se frem til. Danske Spil har endnu ikke hørt fra vinderen, men det heldige spil er købt hos Dagli' Brugsen i Galten, der ligger vest for Aarhus.
Gevinsten på 18,2 millioner kroner er den hidtil største i år.
Vedkommende, der købte vinderkuponen, har som den eneste syv vindertal i Lotto i seneste trækning. Sidste uges spillere ramte ikke den gyldne kombination, og derfor var der i går Jackpot i 1. præmiepulje.
Den tidligere 2011-rekord i præmiepenge tilhører en plusabonnent, der i uge 16 vandt 15,1 millioner kroner i Joker Onsdag.
Der er i alt vundet 36 milliongevinster i år. Den største gevinst nogensinde blev i marts 2008 vundet af en københavnsk familie i Lotto og lød på 38 millioner kroner.