Ville tjekke radiator: Tricktyv stjal fra 92-årig kvinde
En 92-årig kvinde fra Aarhus fik lørdag stjålet 400 kroner, da hun blev udsat for tricktyveri
Lørdag eftermiddag blev en 92-årig kvinde fra Aarhus udsat for et tricktyveri ved hendes bopæl på Skanderborgvej.
Hun blev kontaktet af en mand, der påstod, at han kom fra udlejer og skulle tjekke en radiator.
Manden bad kvinden om at gå ind i stuen og skrue op fra radiatoren, mens han var rundt i de øvrige rum i lejligheden. Han spurgte også efter nogle bankoplysninger, som han skulle bruge til udlejer, og det afslog kvinden at give ham.
Læs også
Herefter forlod manden lejligheden. Da han var væk, opdagede kvinden, at der manglede 400 kroner fra hendes pung.
- Det er en fremgangsmåde, vi ofte ser. Enten udgiver de sig for at være hjemmehjælper, varmeaflæser eller lignende, som skal hjælpe med et eller andet, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche.
I grafikken herunder kan du se, hvor i Østjylland tricktyverierne fandt sted i 2017:
Ofte ældre borgere
I tilfældet på Skanderborgvej gik det ud over en 92-årig kvinde, og ifølge politiet er det ofte de ældre borgere, der er ofre for tricktyveri.
- Det går ofte ud over ældre medborgere. De kommer under påskud af et eller andet og skaffer sig adgang til boligen, siger vagtchefen, og fortsætter:
- Det er trist og træls, at man på den måde udnytter ældre medborgeres godhed.
Læs også
Hos politiet lyder opfordringen, at man skal være varsomme med at lukke nogen ind, hvis man ikke på forhånd har en aftale eller fået information, om at de kommer.
Signalement
40-50 år
Ca. 175 cm høj
Spinkel af bygning
Sydeuropæisk af afstamning
Kort sort hår
Talte dansk med accent
Han var iført mørk jakke og cowboybukser
Kilde: Østjyllands Politi