Ville stikke af - men kørte galt
Blev efterfølgende anholdt
Da Østjyllands Politi mandag aften rent rutinemæssigt ville stoppe en bilist, endte det i en politijagt.
Bilisten undgik standsning ved at køre fra stedet, hvorfor patruljen satte efter ham.
Men på Anelystvej i Tilst ved Aarhus gik det pludselig galt for flugtbilisten.
- Føreren af køretøjet mistede herredømmet over bilen, som kom til at holde på tværs ved et helleanlæg, oplyser Østjyllands Politi.
Ingen personer kom til skade ved ulykken, men de to personer i bilen forsøgte endnu en gang at stikke af fra politiet - denne gang til fods.
Men heller ikke det havde føreren af bilen held med.
Han blev hurtigt fanget og anholdt af politiet. Han er nu sigtet for brugstyveri og flere færdselsovertrædelser, og så var han i forvejen efterlyst af politiet.
Passageren i bilen undløb fra stedet, og han er stadig på fri fod.
Føreren af bilen blev efter endt afhøring løsladt.