Ville krydse skinnerne på ATV, men 66-årig overså letbanetog

Et mindre uheld med en ATV var mandag årsag til, at letbanedriften på Djursland var indstillet i halvanden time.

Arkivfoto. Mandag eftermiddag kørte der ingen letbanetog på Djursland i halvanden time efter et mindre uheld med en ATV. Foto: Aarhus Letbane

Mandag eftermiddag blev al letbanedrift mellem Hornslet og Grenaa indstillet i halvanden time efter et uheld ved en mindre overskæring ved Engvej nær Kolind på Djursland.

Læs også Efter uheld: Nu kører letbanen igen på Djursland

Ingen personer kom til skade ved uheldet, hvor en ATV, en firehjulet motorcykel, blev ramt af et letbanetog ved en markoverskæring. 

Føreren af ATVen, en 66-årig mand, har forklaret politiet, hvad der gik forud for hændelsen.

- Han ville krydse skinnerne på ATVen og så ikke letbanetoget med det første, men da han opdager det, begynder han at bakke, forklarer kommunikationsmedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi.

Det var her lidt øst for Kolind, at uheldet fandt sted mandag eftermiddag ved 14.50-tiden. Foto: Google Maps

Den 66-årige når dog ikke helt væk med ATVen, som bliver ramt af letbanetoget.

- Letbaneføreren når at se manden, så han tuder med hornet og aktiverer bremserne. Letbanetoget snitter ATVen, men der sker kun mindre materielle skader, siger Janni Lundager. 

Læs også Familie står frem efter togulykke: - En ubeskrivelig tragedie

Uheldet skete klokken cirka 14.50, og omkring 16.30 var togdriften genoprettet, da undersøgelserne på stedet var afsluttet.