Se vildt rekordforsøg: Dennis vil svømme uafbrudt i 17 timer

Dennis Seiler-Holm vil forsøge at slå en verdensrekord i maratonsvømning og samtidig sætte fokus på hjælp til svigtede børn

Billedet her er fra de første svømmetag, som Dennis Seiler-Holm tog i rekordforsøget. Foto: Privat

Nederst i artiklen kan du se den sidste time af rekordforsøget live.

Dennis Seiler-Holm vil sætte fokus på og samle penge ind til Børns Vilkår og BørneTelefonen, og det gør han med manér.

Klokken 20.00 fredag aften vil han forsøge at slå verdensrekord i maratonsvømning. Han vil forsøge at svømme uafbrudt i hele 17 timer.

- Jeg er pænt nervøs. Det er en lang tur, så jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå, siger han til TV2 ØSTJYLLAND kort før, han trækker i badetøjet fredag aften.

Inden rekordforsøget er 38-årige Dennis Seiler-Holm selvsikker nok til at spå om udfaldet af det vilde rekordforsøg.

- Jeg er ret sikker på, at det lykkes. Hvis jeg ikke får skader, så skal det nok gå, fortæller han.

Dennis Seiler-Holm får støtte af Mie Munck, der "skal holde energien oppe". Foto: Privat

Mere end bare svømning

Der ligger meget mere bag rekordforsøget end ekstremsport. Dennis Seiler-Holm vil hjælpe svigtede børn. Det vil han af en helt særlig grund.

- Jeg stod selv forrest i rækken i en søskendeflok på seks, da der blev delt tæsk ud i min barndom, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg stod selv forrest i rækken i en søskendeflok på seks, da der blev delt tæsk ud i min barndom.

Dennis Seiler-Holm, ekstremsportsentusiast

Den hårde barndom har sat sine spor i Dennis Seiler-Holm, men gennem sport kan han nu gøre en forskel.

- Jeg vil gerne være med til at vise, at selvom livet ikke går, som man forventer, så kan man godt lave vilde ting uden at være super-menneske, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Anmeldelser af vold mod børn steget med 500 procent

Han ville ønske, at han kendte til BørneTelefonen dengang han var barn i en voldelig familie.

Indtil videre har rekordforsøget samlet næsten 30.000 kroner ind til Børns Vilkår og BørneTelefonen.

BørneTelefonen 116 111

BørneTelefonen tilbyder gratis og anonym rådgivning hver dag året rundt fra kl. 11.00-02.00.

BørneTelefonen har hvert år mere end 50.000 samtaler med børn og unge om alt fra kæresteproblemer og ensomhed til overgreb.

Kilde: Børns Vilkår

Langt og mørkt

Han glæder sig til at komme i gang i badet.

- Det fedeste ved at gøre det her er muligheden for at støtte op om et godt formål.

Rekordforsøget foregår i et såkaldt Swim Spa hos DenForm Lux i Aarhus, der er et svømmebassin med modstand.

Det er i dette Swim Spa, at Dennis Seiler-Holm vil forsøge at slå en verdensrekord i maratonsvømning. Foto: Privat

Hvis det lykkedes ham at svømme i mere end 17 timer, vil han have tilbagelagt en distance svarende til 1,5 gang turen over Den Engelske Kanal.

Det er ikke distancen, som skræmmer ekstremsportsentusiasten mest. Det er derimod svømmetidspunktet.

- Jeg har ikke trænet så meget natsvømning. Så det har jeg lidt en frygt for, siger en ellers meget selvsikker Dennis Seiler-Holm til TV2 ØSTJYLLAND.

Dennis Seiler-Holm vil senere i år prøve at svømme 45 kilometer fra Gedser på Falster til Rostock i Tyskland.

Det er kun gjort én gang før for 80 år siden. 

TV2 ØSTJYLLAND sendte live fra den sidste times svømning. Se det her: