Vildt forslag fra Syddjurs-politiker: Drop KL’s lockout

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen mener, at Syddjurs Kommune bør kæmpe imod KL's mulige lockout. Borgmester Ole Bollesen er uenig

Jesper Yde Knudsen har stillet to forslag til byrådsmødet, som skal forsøge at kæmpe imod KL's varslede lockout af godt 1590 medarbejdere i Syddjurs Kommune.

De offentlige overenskomstforhandlinger er brudt sammen, og KL har varslet lockout af 250.000 kommunalt ansatte fra 10. april. I Syddjurs drejer det sig lige nu om cirka 1590 personer: Pædagoger, lærere, tandplejere og andre faggrupper.

Det har fået Enhedslistens enlige medlem af byrådet til at kæmpe imod med en række forslag til onsdagens byrådsmøde.

Læs også Jordemødre på fødesteder har modtaget lockout-varsel

Jeg synes, KL har været enormt sløve til at udvise reel lyst til at forhandle med fagforeningerne, så det her er mit forsøg på at råbe dem op.

Jesper Yde Knudsen, byrådsmedlem, Syddjurs Kommune

Dels mener Jesper Yde Knudsen, at Syddjurs Kommune skal opfordre KL til at droppe lockouten, og hvis KL ikke er med på den, så skal Syddjurs Kommune midlertidigt fjerne KL’s mulighed for at forhandle overenskomst på vegne af kommunen.

- Når så mange af Syddjurs’ ansatte er lockouttruet, så er det ansvarligt for mig som politiker at forsøge at forhindre det, når jeg grundlæggende er imod det træk, som KL her præsenterer, siger Jesper Yde Knudsen.

Borgmester: Svarer til at melde sig ud af KL

Forslaget har ingen opbakning i Syddjurs' byråd, hvor Jesper Yde Knudsen formentlig er den eneste, som stemmer for forslagene.

Det vurderer Syddjurs’ borgmester, Ole Bollesen fra Socialdemokratiet.

- Forslaget betyder reelt, at vi melder os ud af KL. Jeg ønsker bestemt ikke, at det skal ende i en lockout, men spillet er sådan, at KL forhandler på vegne af os som arbejdsgiver, og så følger vi den linje, siger han.

- Vi er ikke blevet spurgt, om vi ønsker at lockoute vores medarbejdere, men vi har givet kompetencen til at forhandle overenskomst til KL, og så følger vi den linje, som flertallet i KL bestemmer sig for, siger borgmester Ole Bollesen fra Socialdemokratiet.

Han vil dog opfordre sit eget partis medlemmer i KL’s bestyrelse til at undgå en konflikt. Han nævner blandt andet, at der skal findes en løsning på folkeskolelærernes arbejdstid.

Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten mener ikke, at hans forslag betyder et farvel til KL – det er i hvert fald ikke noget, han kan læse sig frem til i KL’s vedtægter.

Enhedslisten: Sporene fra sidst skræmmer

Han medgiver, at han reelt blander sig i forhandlingerne mellem fagforeninger og arbejdsgiverne.

Han mener dog, at sporene fra 2013 skræmmer, hvor Folketinget i hans øjne vedtog en skolereform, der krævede en ændret overenskomst.

Læs også Offentligt ansatte truer med arbejdsretssag i overenskomstkonflikt

Da KL og lærerne så ikke kunne blive enige, blev det til et hurtigt regeringsindgreb, som langt henad vejen gennemtrumfede KL’s ønsker, mener Jesper Yde Knudsen.

- Så ja, jeg prøver at blande mig i situationen, selvom det egentlig er op til arbejdsmarkedets parter, men jeg gør det for at undgå en endnu større politisk indblanding senere hen, siger han.

Vil sende et signal

Jesper Yde Knudsen ved godt, at der ikke er flertal for hans forslag, men han vil gøre meget for at kæmpe imod KL’s ageren i konflikten lige nu.

- Jeg synes, KL har været enormt sløve til at udvise reel lyst til at forhandle med fagforeningerne, så det her er mit forsøg på at råbe dem op og bede dem om at komme til forhandlingsbordet i stedet for at hoppe direkte til en lockoutvarsel, lyder det fra Jesper Yde Knudsen.

Syddjurs’ borgmester håber heller ikke, at det ender med en lockout af kommunens ansatte, som risikerer at blive sendt hjem fra arbejde uden løn.

- Forligskvinden er i gang lige nu, og jeg håber, det lykkes for hende at få parterne til forhandlingsbordet, siger socialdemokraten Ole Bollesen.