Vildfaren ko løb ud foran bil
Bilen smadret - føreren kvæstet
En midaldrende mand blev lettere kvæstet da en ko torsdag aften pludselig dukkede frem af mørket på Nordkystvej ved Allingåbro.
Ulykken skete ved 20-tiden, da vejen henlå i vintermørke. Et vidne til ulykken fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at kort før kollisionen fik bilisten foran ham øje på koen, som løb foran bilen i højre side af vejen.
Bilisten satte farten ned og blinkede til højre, og sådan kørte de to biler bag koen et stykke tid, mens husdyret fortsatte med at gå i vejsiden.
Men netop som en modkørende bil nærmede sig, skråede den sortbrogede ko pludselig over kørebanen og blev ramt af den modkørende bil, hvis fører ikke havde set koen før den pludselig ramte køleren.
Føreren af bilen blev kvæstet ved det ene øje og var stærk chokeret efter sammenstødet. Han fik førstehjælp af en tililende fra en af de to vogne, der opdagede koen kort før sammenstødet.
Koen forårsagede store materielle skader på bilen, en mindre Suzuki Alto af ældre model. Bilens motor blev trykket ind, forruden blev smadret og taget trykket tilbage.
Koen blev hårdt medtaget ved kollisionen og blev senere aflivet på stedet.