Vilde billeder: Horsens ramt af stort skybrud
Vejret har givet trafikale forstyrrelser
Problemer på flere veje og masser af vand til beboerne i Horsens her til eftermiddag, da byen blev ramt af et skybrud.
- Der var nogle veje, der fik rigeligt vand, så nogle biler havde svært ved at køre der. Brandvæsnet har vist haft en del at se til, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Og de har fået meget regn i Horsens. DMI oplyser at de foreløbige tal viser, at der er faldet 115 millimeter vand mellem klokken 10.00 og 13.00.
- Det er rigtig meget vand, og det er super koncentreret omkring Horsens, siger kommunikationsmedarbejder i DMI Bjarne Sivertsen.
TV 2 | ØSTJYLLAND fangede også byens borgmester midt i alt vandet, også han synes, at det var lidt af et syn.
- Det har simpelthen været en skypumpe uden lige, jeg har sjældent oplevet noget lignende, siger borgmester i Horsens Peter Sørensen (S).
Peter Sørensen tvivlede dog ikke på, at myndighederne nok skulle klare deres arbejde med at fjerne vandet.
- Vi har masser af vand lige nu, men vores dygtige folk her i byen, de er ved at ordne det, så det skal nok blive fjernet ret hurtigt, siger Peter Sørensen (S).