VIDEO: Skræmte unge må løbe fra heftigt, defekt batteri

Husk sikkerhedsbriller og vær forsigtig, når I affyrer fyrværkeri, lyder det fra teenager i Hadsten

00:20

Det skulle have været årets bedste fest, men nytårsaften blev i stedet lidt af en gyser for 15-årige David Mikkelsen og hans venner i Hadsten.

David havde fået lov til at holde fest, og omkring 27 unge mennesker var inviteret. Familien havde købt et batteri med 49 skud hos thansen, men da Davids bror lidt over midnat nytårsaften ville affyre batteriet, gik det helt galt.

Sådan noget bør ikke kunne ske, og det kunne have endt meget galt.

David Nielsen

Batteriet blev affyret på vejen foran familiens hus, og mange af gæsterne stod tæt ved i et vognly.

- Jeg kan med det samme se, at der er noget galt. De første tre skud bliver skudt af nede ved jorden, og det får batteriet til at vælte, så skuddene bliver fyret hen mod os. Først er det ikke alle, der opfatter, at der er noget galt, men så løber vi allesammen fra stedet, siger David Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ved noget nær et mirakel slipper de unge gæster stort set uskadt fra uheldet. En gæst fik et lille brandsår på armen, mens en anden blev ramt på foden uden at komme til skade.

Læs også Brandfolk beskudt med raketter: - Man kaster sig og håber på det bedste

Man skal passe på hinanden

David Mikkelsens forældre var hjemme, og blandt forældrenes seks gæster var der en sygeplejerske, som tilså de chokerede unge mennesker. 

- Sådan noget bør ikke kunne ske, og det kunne have endt meget galt. Det er super heldigt, at der ikke er sket noget med nogen. Skuddene fra batteriet kunne lige så godt have ramt dem i øjnene, siger David Mikkelsen.

Sådan så det defekte batteri ud den 1. januar. Foto: David Nielsen

Det var kun Davids bror, som antændte batteriet, der havde sikkerhedsbriller på, og David Mikkelsen deler sin historie for at opfordre andre til at passe bedre på.

- Man skal huske sikkerhedsbrillerne, man skal passe på hinanden, og man skal være forsigtig, når man fyrer fyrværkeri af, lyder det fra David Mikkelsen.

Læs også Travl nytårsnat på skadestuen: Mest på grund af alkohol

TV2 ØSTJYLLAND har kontaktet Sikkerhedsstyrelsen, der kan oplyse, at styrelsen i år har modtaget syv henvendelser om defekt fyrværkeri. Sidste år var tallet 26.

- Når vi modtager en anmeldelse, bruger vi dels en del ressourcer på at finde ud af, hvilken fyrværkeriartikel det er, som anmelderen har oplevet fejle. Når fyrværkeriartiklen er identificeret, udtager vi den til markedskontrol. Det vil sige, at vi tester fyrværkeriet for at se, om det er en produktionsfejl eller en fejl på det enkelte produkt, siger pressekonsulent Ninna Andreasen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Forhandler beklager og forklarer

thansen, der solgte det defekte batteri, opfordrer de unge mennesker til at tage kontakt og indlevere batteriet i den lokale thansen-butik.

- Vi er naturligvis kede af, at de unge mennesker har haft den oplevelse på en ellers festlig nytårsaften. Vi kan se ud fra billedet, at der kan være sket to ting: Batteriet kan have fået en skade, og skaden kan være sket under håndtering fra importør til forhandler eller fra butikken og hjem til kunden, siger kommunikationsrådgiver Andreas Dyhrberg fra thansen til TV2 ØSTJYLLAND.  

Han forklarer, at bombetten også kan have fået fugt og dermed udvidet sig, så den bliver i røret under eksplosion og dermed ikke skydes op. Denne slags hændelser vil typisk ske, når batteriet har fået stød, lyder det fra thansen.