Vild plan: Højhus på 21 etager i Randers
Entreprenørselskabet KPC er klar til en kæmpeinvestering i Randers
Fra begyndelsen af 2017 forventes byggeriet af et nyt boligbyggeri på toppen af Thors Bakke i Randers at gå i gang.
Det er entreprenørselskabet KPC, der er klar til en investering omkring 300 millioner kroner i et boligbyggeri med en omkring 21 etagers bygning på toppen af Thors Bakke.
- Det eneste, der mangler, er en lokalplan. Det er ikke gået så hurtigt, som vi havde forventet, og det er nok finanskrisen, der satte en stopper for mange ting, men det ser ud til, at der bliver et gennembrud, når nu lokalplanen forventes at gå igennem midt i 2016, siger koncerndirektør i KPC Kurt Poulsen til tv2oj.dk.
René var fanget i 18 meters højde
Det vil betyde, at byggeriet kan påbegyndes i begyndelsen af 2017.
Skal godkendes fra politisk side
Planerne skal nu godkendes fra politisk side, men Kurt Poulsen er fortrøstningsfuld.
- De politikere, jeg har hørt ytre sig om emnet, har kun været positive. Men nu må vi se, for det er jo først nu, at den endelig plan bliver præsenteret, siger Kurt Poulsen.
I planerne indgår flere boligkomplekser med lejligheder, ungdomsboliger og familieboliger.
På billederne øverst i artiklen kan du se nogle visualiseringer lavet af Randers Arkitekten. Billederne skal vise, hvordan planerne kan ende med at se ud, hvis de realiseres.