Vild jubel i børnehavehøjde: Mere tid til det enkelte barn

Torsdagen gik fra at være helt almindelig til at være ufatteligt glædelig i Dragonvejens Børnehave i Randers. Børnehaven fik nemlig en uventet gave på 1,8 millioner kroner

01:35

Video: Glæden var ikke til at tage fejl af, da TV2 ØSTJYLLAND besøgte to af de børnehaver, der har fået ekstra penge af regeringen.

- Det har jo været en mærkelig torsdag. En dejlig torsdag. En glædelig torsdag. Dagtilbudsleder i Randers Kommune Bente Devantie kan næsten ikke holde op med at smile. 

For torsdag landede en gave på hendes bord. Randers Kommune har af regeringen fået 10 millioner ekstra kroner forærende som et plaster på såret for ghettopakken, der tvinger flere tosprogede børn afsted i institution, når de er blevet ét år.

Læs også Vuggestuer og børnehaver får 45 millioner til nye pædagoger

For Dragonvejens Børnehave i Randers betyder pengene, at man kan ansætte to ekstra pædagoger til institutionens 37 børn. 

- Det kan mærkes i den grad, fordi det er en rigtig rigtig stor hjælp til det pædagogiske arbejde, siger den glade dagtilbudslærer. 

Pengene fra regeringen er øremærket specifikke institutioner. Blandt andet Dragonvejens Børnehave i Randers.

Veluddannet personale

Og det var ikke kun i Randers, at der torsdag klirrede ekstra klinker ind i kommunekassen. I alt fik 30 kommuner landet over en ekstra pose penge, som er øremærket specifikke institutioner med mange udsatte børn. 

I Østjylland var det dog kun tre kommuner, der var udvalgt som modtagere af pengene: Randers, Aarhus og Silkeborg. 

Læs også Tyfonlignende vindfænomen spottet på Djursland: - Det lignede en tornado

- Vi ved fra forskning, at det er rigtig vigtigt med godt og veluddannet personale. Derfor har vi valgt at fokusere på at få flere pædagoger ud i de institutioner, som har mange udsatte børn, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til TV2 ØSTJYLLAND.

Ministeriet ønsker dog ikke at udpege præcist hvilke institutioner, der har fået ekstra midler. 

Så meget har de østjyske kommuner fået

Randers Kommune har fået 10,1 millioner kroner til 4 institutioner
Silkeborg Kommune har fået 4,5 millioner kroner til 1 institution
Aarhus Kommune har fået 30,6 millioner kroner til 17 institutioner
Skanderborg Kommune har ikke fået penge
Norddjurs Kommune har ikke fået penge
Syddjurs Kommune har ikke fået penge
Favrskov Kommune har ikke fået penge
Samsø Kommune har ikke fået penge
Horsens Kommune har ikke fået penge
Odder Kommune har ikke fået penge
Kilde: Børne- og Socialministeriet.

Ghettokriterier

I Silkeborg Kommune er der dog alligevel sat navn på den ene institution, der har modtaget de ekstra kroner: Det drejer sig om den integrerede institution Blæksprutten, der ligger på Resedavej i Silkeborg.

Institutionen ligger i et område, der af regeringens ghettoudspil bliver defineret som et udsat boligområde. Mange af børnene i Blæksprutten er tosprogede. 

Læs også Som den eneste vej i Østjylland: Nu får Grenåvej fast stærekasse

Torsdag fik leder Ellen Sørensen at vide, at der var sat en stor pose ekstra penge af til Blæksprutten. Det havde hun svært ved at få armene ned over. 

- Det kunne ikke være bedre. Det er simpelthen dagens gode nyhed. Vi har hujet lidt og råbt lidt hurra rundt omkring, griner hun.