Vild bilist slukkede lyset
Pløjede ind over fortorv og cykelsti for til sidst at påkøre et el-styreskab
En ukendt bilists hasarderede kørsel var torsdag aften årsag til, at lyset i et trafiksignal i det vestlige Aarhus midlertidig forsvandt.
Ifølge Østjyllands Politi kom bilisten kort efter kl. 22 kørende ad Åby Ringvej, da han ville svinge til venstre ad Edwin Rahrs Vej.
Mens han svingede, mistede manden herredømmet over sin bil - formentlig på grund af for høj fart.
Bilen fortsatte derefter hen over både cykelsti og fortov, inden den forsatte videre over et græsareal. Turen stoppede dog brat, da bilen til sidst kørte direkte ind i et el-styreskab.
Sammenstødet med el-styreskabet betød, at signalet i det nærtliggende trafiklys forsvandt.
Politiet sendte straks en patrulje til uheldsstedet. Da betjentene ankom, var føreren af bilen dog kørt fra stedet uden at give besked om de skader, han havde forvoldt.
Det er uvist, om føreren kom til skade i forbindelse med uheldet. Ingen personer blev dog ramt af den hurtigkørende bil, da den kom på afveje.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på tlf. 114.