Vil udvikle nyt system
17-årig mands død får konsekvenser
Fremover skal lægerne på Aarhus Universitetshospital holde bedre øje med, om patienter har haft mange lægebesøg på kort tid. Det bliver nemlig en af de faktorer, der skal afsløre kræftsymptomer tidligere, så patienter kan komme i behandling.
Det nye fokus er en konsekvens af en sag, hvor den 17-årig mand fra Aarhus tidligere på måneden døde af en aggressiv mavekræft, som måske kunne have været opdaget, hvis han var blevet scannet tidligere. I dag - 21 dage efter den unge mands død - modtog familien Ismael et brev med en undskyldning fra Aarhus Universitetshospital.
Yusef Ismael blev aldrig scannet på Aarhus Universitetshospital, selvom han tre gange var indlagt med stærke smerter.
Fremover vil et sygdomsforløb som dette, altså når patienten gentagne gange har være i kontakt med lægen med de samme symptomer, være et faresignal, der kan udløse en eventuel CT-scanning.
- Det, vi umiddelbart har fokus på, er at se på antallet af lægekontakter, indtil man får stillet diagnosen. Vi arbejder meget med faresignaler. Hvis der er faresignaler, så udløser det en scanning, siger professor på Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital Søren Rittig til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Universitetshospital laver nu en grundig gennemgang af Yusef Ismaels forløb.
- Vi skal ikke til at CT-skanne alle patienter, men vi skal se, om vi kan udvikle et system eller en kultur, der sikrer, at vi inddrager bekymringer og hyppige lægebesøg i vurderingen af, hvad vi skal undersøge patienten for, skriver lægefaglig direktør Claus Thomsen i en pressemeddelelse.
Se indslag med Yussef Ismaels familie ved at klikke på billedet øverst i artiklen.