Vil straffe skadet AGF
Træner i FCM satser på sejr i mandagens kamp
AGF er plaget af skader i det centrale forsvar, og FC Midtjylland har sprudlet offensivt i de seneste kampe. Det vil FCM-træner Glen Riddersholm forsøge at udnytte i mandagens superligakamp i Aarhus.
- Man kommer til at se et topmotiveret FCM-mandskab mod AGF, som er et hold, der er inde i en god periode og har scoret 12 mål i tre kampe.
- Det er et formstærkt hold, som målt på erfaring og bredde hører til i top-tre, siger Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.
AGF må undvære forsvarsspilleren Petri Pasanen til kampen. Finnen pådrog sig et vrid i lysken, da han var samlet med det finske landshold i sidste uge, og han står derfor over. Det samme gør forsvarskollegaen Atle Roar Håland og angriberen Søren Larsen, der begge endnu ikke er oppe i omdrejninger til at spille kamp.
- Sidst vi var i Aarhus, var det en god oplevelse, hvor vi sikrede os bronzemedaljerne, og hvor vi fik has på AGF.
- Vi føler, vi på selvtillidskontoen er godt med efter at være ubesejret i de seneste tre kampe, hvor det er blevet til en sejr over Young Boys og fire point på hjemmebane, siger FCM-træneren.
AGF's seneste tre kampe har været på fremmed græs og har budt på tre sejre og en målscore på 12-2. Riddersholm har derfor respekt for AGF.
- Det er et hold, som jeg synes har forsøgt at lægge lag på, og som har forsøgt at udvikle spillet med bolden og tage spillet mere til sig.
· Vi føler, vi har lagt en god plan, hvor vi skal forsøge at følge op på de gode kampe rent defensivt, hvor vi har hold nullet i to kampe, siger Riddersholm.
AGF og FCM står begge noteret for 11 point, og det vindende hold kan således fastholde kontakten til den bedste halvdel i tabellen.