Vil sende 18-årig ud af landet

Kristina Fernos kan ikke få opholdstilladelse, selv om hendes nærmeste familie bor i Danmark

03:19

1 af 2

18-årige Kristina Fernos er blevet smidt ud af Danmark, selv om hele hendes familie befinder sig i Horsens.

Hendes mor er oprindeligt fra det uroplagede Ukraine, og det er netop derfor, at det dansk-ukrainske ægtepar besluttede sig for at hente den nu 18-årige datter hjem til Danmark i sommeren 2014.

Men Udlændingestyrelsen forlanger, at familien skal sende hende på et fly til Ukraine. Hun har nemlig fået afslag på sin opholdstilladels. Nu har familien klaget til styrelsen, men indtil da bor Kristina Fernos ulovligt i Horsens.

- Jeg vil ikke tænke på det. Jeg håber, jeg får lov at blive, siger Kristina Fernos.

Hendes stedfar Klaus Nielsen håber ikke, at Kristina bliver sendt tilbage. Hun er nemlig en del af familien, siger han.

- Jeg betragter hende som min datter, og mine forældre ser hende, som deres barnebarn, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Kristina har ikke nogen hjælp i Ukraine. Ingen omsorg. Hun har ingen midler og ikke noget sted at bo, siger Klaus Nielsen.

Kristinas bedstemor bor i Ukraine, og det er blandt grundene til, at Udlændingestyrelsen mener, det er forsvarligt at sende hende til Ukraine, men bedstemoren er ifølge familien meget syg og har hverken penge eller overskud til at sørge for Kristina Fernos.

Mød Kristina og se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.