Vil rive flere blokke ned
Seks boligblokke i Gellerup skal væk, mener Venstre
Hvis Gellerupparken i det vestlige Aarhus skal være et attraktivt område for andre end de nuværende beboere, er det ikke nok at rive tre boligblokke ned.
Det mener Venstre-rådmanden Bünyamin Simsek, efter at nedrivningen af de tre boligblokke gik i gang tidligere i dag, mandag.
Står det til Bünyamin Simsek, skal yderligere tre boligblokke fjernes, sådan at i alt seks blokke rives ned.
- Det er vigtigt, at vi laver Gellerup om én gang for alle. Det kan være med til at ændre beboersammensætningen, hvis vi river endnu flere almennyttige boliger ned, så der bliver plads til, at vi kan bygge flere blandede boligformer, siger Bünyamin Simsek i TV 2 | ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelse mandag aften.
- Området skal appellere til flere forskellige typer familier end de mennesker, der bor i området i dag.
Ved at rive tre boligblokke ned, vil Aarhus Kommune gøre det muligt at anlægge en bygade midt i Gellerupparken.
Den socialdemokratiske rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, er ikke umiddelbart tilhænger af at rive flere boligblokke ned i Gellerupparken.
- Jeg er mere interesseret i, at vi også bruger kræfter på at bygge op. Der skal bygges 1.000 nye kommunale arbejdspladser i Gellerup, der skal bygges vejforløb, så bydelen bliver mere integreret i den omkringliggende by, og så skal vi i det hele taget investere i at gøre Gellerup til et endnu bedre sted, siger Kristian Würtz.
Se debatten mellem Bünyamin Simsek og Kristian Würtz i videoen øverst på siden.