Vil redde fugle i kronjysk park

Voliere med eksotiske fugle i Doktorparken skal bevares, mener Det Radikale Venstre

Genrefoto. Foto: Colourbox

De besøgende i Doktorparken i Randers skal også i fremtiden have muligheden for at nyde eksotiske fugle.

Det mener Det Radikale Venstre i Randers, der går til kamp for at bevare parkens fuglevoliere.

Tilbage i januar besluttede et flertal i byens kultur- og fritidsudvalg, at fuglevolieren i Doktorparken skal lukkes til sommer. I stedet skal der anlægges en naturlegeplads til 400.000 kr. i parken.

Står det til Det Radikale Venstre skal der dog dykkes endnu længere ned i kommunekassen, så der ikke blot er penge til legeredskaber, men også til kanariefugle, undulater og parakitter.

Se: Hurra! Gammel park blev fejret

Hvis det lykkes at bevare fuglevolieren, kan det eventuelt ske i samarbejde med Randers Regnskov, foreslår partiet.

Det koster årligt 330.000 kroner at drive og vedligeholde fuglevolieren i Doktorparken. Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune tager stilling til Det Radikale Venstres forslag på tirsdag.

Doktorparken blev anlagt i 1913 og har altså i mere end 100 år været et yndet udflugtsmål for randrusianere. Tidligere var der også ishus, hestevognskørsel og geder i parken.