Vil løse gigtens gåde
Indsamler blod og ledvæsker i biobank
En gruppe aarhusianske forskere gør nu et nyt forsøg på at løse gigtens gåde.
Forskerne har oprettet en såkaldt biobank, hvor prøver af blod og ledvæske fra gigtpatienternes plagede led bliver gemt.
Blodet og ledvæsken kan senere undersøges med de nyeste teknikker i laboratoriet. Håbet er, at biobanken en dag vil være selve nøglen til at kunne helbrede leddegigt og rygsøjlegigt.
Projektet er støttet af Gigtforeningens Forskningsråd. Holdet, der skal forsøge at løse gigt-kæden, består af en projektgruppe på fem ph.d.-studerende under ledelse af to aarhusianske professorer.
- De seneste ti år har givet nye og gode behandlingsmuligheder af leddegigt og rygsøjlegigt. Det største problem er dog, at vi fortsat ikke kan helbrede sygdommene. Stopper man behandlingen vil sygdommen derfor blusse op igen, siger læge og ph.d.-studerende Tue Wenzel Kragstrup i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Direktør i Gigtforeningen, Lene Witte, kalder biobanken banebrydende inden for gigtforskning.
- Man har i århundreder forsøgt at løse gigtens gåde. Noget tyder på, at vi snart kommer et stort skridt nærmere, siger hun.