Vil læse til ingeniør i Århus
Ingeniørhøjskolen i Århus har modtaget flere hundrede ansøgninger fra unge, som vil læse til ingeniør i smilets by.
Brevbunken var stor, da Ingeniørhøjskolen i går optalte ansøgningerne fra unge ingeniørspirer. Mere end 500 starter på ingeniørstudiet i Århus i 2009, hvilket er den største søgning i Ingeniørhøjskolens historie.
- Vi er utrolig glade for, at så mange vil læse til ingeniør i Århus. Ingeniører er for alvor med til at sætte dagsordenen for fremtidens udvikling. De løser talrige livsvigtige opgaver for samfundet, og på trods af finanskrisen vil virksomhederne stadigvæk efterspørge kreative ingeniører, siger rektor Ove Poulsen fra Ingeniørhøjskolen i en pressemeddelelse.
Studiestart for de nye ingeniørstuderende er 19. august, og alle ansøgere får besked om optagelse 30. juli.